Nyt midlertidigt tilskud elever
Ekstra økonomisk tilskud
Nu får I som virksomhed ekstra økonomisk tilskud. Det er netop besluttet i en ny trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.
Aftalen indeholder flere initiativer, der blandt andet skal gøre det attraktivt for jer at ansætte elever i 2020, ligesom AUB-bidraget sættes ned, og der etableres et nyt midlertidigt løntilskud.
Nedenfor kan I læse mere om, hvad de enkelte initiativer betyder for jer.
Nyt midlertidigt løntilskud
Fra 1. maj til 31. december 2020 får I som private arbejdsgivere automatisk et midlertidigt løntilskud for jeres elever – ud over lønrefusionen fra AUB og praktikbonus fra Praktikplads-AUB. Det betyder, at I kan få dækket det meste af jeres lønudgifter i resten af 2020.
Størrelsen på løntilskuddet afhænger af uddannelsesaftalen. I får:
- 75% af elevlønnen for de elever, som I allerede har ansat
- 90% af elevlønnen for nye ordinære uddannelsesaftaler, der starter fra 1. maj 2020
- 45% af elevlønnen for nye elever med korte uddannelsesaftaler, der starter 1. maj 2020 eller derefter. Det er et krav, at I ikke tidligere har haft en kort uddannelsesaftale med samme elev.
I får kun løntilskud for de perioder, hvor eleven er i praktik. Ved skoleophold får I fortsat automatisk lønrefusion fra AUB.
I får automatisk udbetalt løntilskuddet
Det midlertidige løntilskud bliver udbetalt automatisk til jeres NemKonto, så I skal ikke søge om det. Børne- og Undervisningsministeriet og AUB arbejder på at få ordningen i gang hurtigst muligt.
Første gang I får løntilskuddet er forventelig i september 2020. Her vil I få løntilskuddet med tilbagevirkende kraft fra 1. maj 2020.
Sådan beregner AUB løntilskuddet
Når AUB beregner jeres løntilskud, ser vi på, hvilke elever I har og den løn, I har indberettet for eleven til Skattestyrelsens eIndkomst-register. I kan dog ikke få løntilskud for elever, hvis I modtager lønkompensation fra Erhvervsstyrrelsen i samme periode.
Andre tiltag
I resten af 2020 vil I blandt andet også få forhøjet lønrefusion fra AUB, ligesom AUB-bidraget også sættes ned.
Øvrige initiativer uddybes hurtigst muligt.
